Grønland Kalaallit Nunaat | |
|---|---|
.svg) | |
| Hovedstad og største by | Nuuk (Godthåb) 64°10′N 51°44′V |
| Officielle sprog | |
| Etnicitet (2018[2]) | Oprindelig status[3]: Ikke oprindelige: |
| Demonym | Grønlandsk eller grønlænder/grønlændere |
| Regeringsform | Unitær parlamentarisk konstitutionelt monarki |
• Monark | Dronning Margrethe II |
| Mikaela Engell | |
| Kim Kielsen | |
Autonomt konstituerende land inden for.svg){kind=small} Kongeriget Danmark | |
| 1. maj 1979 | |
| 21. juni 2009 | |
| Areal | |
• Total | 2.166.086 km2 (nr. 12) |
| 83,1 note 1 | |
| Indbyggertal og befolkning | |
• Anslået 2017 | 55.860[4] |
• Tæthed | 0,026/km2 (nr. 241) |
| BNP (KKP) | Anslået 2012 |
• Total | 13,8 mia. DKK [5] |
• Pr. indbygger | 243.000 DKK [5] |
| HDI (1998) | 0,927[6] (høj) |
| Valuta | Danske kroner (DKK) |
| Tidszone | UTC+0 to -4 (GMT) |
| Kører i | højre side af vejen |
| Kendings- bogstaver (bil) | GR note 2 |
| Luftfartøjs- registreringskode | OY Helikoptere OY-H |
| Internetdomæne | .gl |
| Telefonkode | +299 |
| ISO 3166-kode | GL, GRL, 304 |
| |
For alternative betydninger, se Grønland (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Grønland)
Grønland (grønlandsk: Kalaallit Nunaat, [kaˈla:ɬit ˈnuna:t][7]) er et selvstyrende område indenfor Kongeriget Danmark, bestående af øen af samme navn, beliggende mellem Ishavet og Atlanterhavet, øst for Canadas arktiske øer. Grønland hører geografisk til det nordamerikanske kontinent, mens det geopolitisk hører til Europa[kilde mangler]. Grønland har både politisk og kulturelt været tæt knyttet til Europa (specielt Norge og senere Danmark) i mere end et årtusind. I 2008 gennemførte det grønlandske folk en folkeafstemning for øget selvstyre, som med 75 % af stemmerne blev vedtaget.
Fra 1. januar 2018 er Grønland inddelt i fem kommuner.
Grønland består af øen Grønland, verdens største ø,[8] hvor 3/4 er dækket af en iskappe, der er verdens eneste område dækket af is uden for Antarktis. Udover det består Grønland af mere end 100 mindre øer. Med en befolkning på 55.860 (2017)[9], er det dét land i verden, som har den laveste befolkningstæthed.[10] Ifølge Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget bor der 18.563 grønlændere i Danmark, hvis man regner til og med 3. generation.[11]
Der har boet mennesker på Grønland i mindst 4.500 år. Det var primært arktiske folkeslag, som indvandrede fra Canada.[12] I begyndelsen af det 10. århundrede bosatte norske vikinger sig i det sydlige Grønland. Det første Inuit-folkeslag ankom i det 13. århundrede. De første nordiske kolonier forsvandt i slutningen af det 15. århundrede. I starten af det 18. århundrede blev der igen skabt kontakt mellem Skandinavien og Grønland, og siden har Danmark haft suverænitet over øen.
Grønland blev en dansk koloni i 1814, efter i flere hundrede år at have været regeret af Danmark-Norge, der blev opløst samme år. Under 2. Verdenskrig blev forbindelsen mellem Danmark og Grønland brudt, hvor Henrik Von Kauffmann (dansk diplomat f. 1888) lavede en aftale med USA, kendt som Grønlandstraktaten om, at de måtte stå for opretholdelsen af status quo for øen, så længe de anerkendte Danmarks krav til den. Dette ledte til starten på Amerikansk militær tilstedeværelse på Grønland. Efter krigen fik den danske regering, genoptaget kontrollen over Grønland. USA trak dog ikke sit militær tilbage fra øen og i 1946 tilbød de Danmark 100 millioner USD for Grønland, et tilbud den danske regering afslog. De følgende år prøvede Danmark at få USA til at tilbagetrække deres militære styrker, men det mislykkedes. En målsætning, der blev ændret i forbindelse med Danmarks medlemskab af forsvarspagten NATO. De følgende år blev den omfattende flybase Thule Air base etableret.[13]
Ved ændringen af den danske grundlov den 5. juni 1953 blev landets kolonistatus ophævet, og landet blev herefter et dansk amt. Grønland gik med i det daværende EF sammen med Danmark, i 1973. Et flertal besluttede ved en folkeafstemning i 1982, at Grønland skulle udtræde af EF, hvilket blev officielt i 1985. Grønland fik hjemmestyre den 1. maj 1979, og i 2008 stemte grønlænderne for at flytte mere magt fra Danmarks regering til det lokale selvstyre. Under den nye politiske struktur, der officielt trådte i kraft den 21. juni 2009, har Danmarks regering fortsat ansvaret for udenrigsanliggender, forsvar, politi og det juridiske system. Det har også fortsat kontrol over pengepolitikken, idet Danmark årligt bidrager med et fast bloktilskud på 3,64 mia. kr. (2014)[14], beregnet til at blive gradvist udhulet som følge af inflation, idet Grønlands økonomi efterhånden vil blive styrket af landets naturressourcer. Den danske stats bloktilskud til Grønland plus andre betalinger var i 2017 4,3 mia. kroner.[15] Med en grønlandsk befolkning på ca 56.000 svarer det til ca 76.500 DKK per grønlænder per år.
Historie[redigér | redigér wikikode]
Uddybende artikel: Grønlands historie
Tidlige forhistoriske kulturer[redigér | redigér wikikode]
I forhistorisk tid var Grønland hjemsted for flere forskellige forhistoriske inuit "palæoeskimoiske" kulturer[16] De første forhistoriske inuitter- eller mere kendt som "palæoeskimoer" menes at stamme fra Asien, hvorfra de første inuitiske stammer vandrede over Beringstrædet til Alaska og videre til de nordlige canadiske øer, hvorfra de formodentlig omkring år 2500 f.Kr. i gode klimaperioder vandrede over det snævre stræde til Inglefield Land i Nordøstgrønland. Denne kultur benævnes Independence I-kulturen.[17] Independence I-kulturen varede indtil omkring 1300 f.Kr.[18]
Fra omkring 2500 f.Kr. til 800 f.Kr. blev det sydlige og vestlige Grønland desuden beboet af Saqqaq-kulturen, der jagede fra bopladser i det nordlige og østlige Grønland fra Diskobugten til Scoresbysund.[18] Efter Saqqaq-kulturen forsvandt, opstod Independence II-kulturen i det nordlige Grønland og den tidlige Dorset-kultur i det vestlige Grønland. Der er en vis debat om tidspunktet for overgangen fra Saqqaq til tidlig Dorset.[18]
Dorset-kulturen var den første kultur, der befolkede hele Grønlands kystnære områder, både på vest- og østkysten. Dorset-kulturens befolkning levede primært af landpattedyr som rener og moskusokser.[17]
Norrøn bosættelse[redigér | redigér wikikode]
Uddybende artikel: Vikingernes ekspansionMens inuitterne var jægere og nomader, har Grønland i tidlig tid også haft en befolkning, der var landbrugere. Det var nordboerne, skandinaver udvandret til Grønland, der for en tid levede i det sydlige Grønland under en midlertidig varmeperiode. Det var dem, der gav øen navnet Grønland. På det tidspunkt var der skovområder på Grønland, og man dyrkede bl.a. korn på markerne. En anden forklaring på navnet finder man i islandske sagaer, hvori det siges, at den norsk-fødte Erik den Røde var drevet i eksil for mord. Sammen med sine trælle og sin familie drog han til Grønland for at finde et land, der efter sigende skulle ligge mod nordvest. Han gav landet dets navn i håb om, at det tiltalende navn ville tiltrække folk, der ville bosætte sig i landet.[19][20][21][22]
Fra 986 e.Kr. blev Grønlands vestkyst altså koloniseret af islændinge og nordmænd i to bosættelser ved fjordmundinger i det sydvestlige Grønland.[23] De delte øen med den sene Dorset-kulturs indbyggere, der beboede de nordlige og østlige dele, og senere med Thule-kulturen, der kom fra nord. Norrøne grønlændere undergav sig norsk styre i det 13. århundrede, og Kongeriget Norge, der var i personalunion med Danmark fra 1380 og en del af Kalmarunionen fra 1397.[24]
Bosættelserne, såsom Brattahlid, bestod et par hundrede år, men forsvandt engang i det 15. århundrede, måske i starten af den den lille istid.[25]
Fortolkninger af iskerner og muslinger tyder på, at områderne omkring fjordene i det sydlige Grønland mellem 800 og 1300 e.Kr. har oplevet et relativt mildt klima med temperaturer adskillige grader højere end normalt i Nordatlanten[26] og med træer og urteagtige planter og kvægopdræt. Byg blev dyrket som en afgrøde op til den 70. breddegrad.[27] Desuden viser iskernerne, at Grønland har oplevet dramatiske temperaturskift mange gange i løbet af de seneste 100.000 år.[28] Landnámabók noterer sig de vintre, hvor "gamle og hjælpeløse blev dræbt og kastet ud over klipperne".[29]
Disse bosættelser forsvandt i løbet af det 14. og 15. århundrede, formentlig som et resultat af sult og konflikter med inuit.
Menneskeknogler fra denne periode tyder på, at nordboerne var fejlernærede, sandsynligvis på grund af nordboernes ødelæggelse af den naturlige vegetation som følge af landbrug, og pestsygdom. Et fald i temperaturerne under den lille istid og/eller væbnede konflikter med inuit er formentlig også forklaringer på kulturens nedgang og forfald.[25]
Jared Diamond peger på, at det at nordboerne ikke spiste fisk men udelukkende brugte husdyr, der trivedes dårligt i Grønlands forværrede klima, kan have resulteret i tilbagevendende hungersnød, som førte til, at de måtte opgive kolonien.[25] Men isotopanalyser af indbyggernes knogler viser dog, at marine fødekilder leverede mere og mere af de norrøne grønlænderes kost, op mod 50 til 80% af føden ved udgangen af det 14. århundrede.[30]
Thule-kulturen[redigér | redigér wikikode]
Uddybende artikel: Thule-kulturenDet er Thule-kulturens folk, der er forfædre til den nuværende befolkning i Grønland, og der er ikke fundet gener fra de tidligere palæo-eskimoer hos nulevende grønlændere.[17][31][32] Thule-kulturen begyndte at migrere fra Alaska omkring år 1000 e.Kr. og nåede Grønland omkring år 1300. Thule-kulturen var den første, der indførte de tekniske opfindelser som hundeslæden og harpunen, som forbindes med Grønland i dag, samt uloen, der er et redskab af jern.[33]
1500-1814[redigér | redigér wikikode]
I år 1500 sendte kong Manuel I af Portugal Gaspar Corte-Real til Grønland i jagten på Nordvestpassagen til Asien, som i henhold til Tordesillas, var et område undergivet Portugal. I 1501 vendte Corte-Real tilbage med sin bror, Miguel Corte-Real. Da havet var fuldt af is, var de sejlet sydpå og havde fundet Labrador og Newfoundland. Ved deres tilbagekomst til Portugal blev disse oplysninger indarbejdet i et nyt kort over verden, som blev præsenteret for Ercole I d'Este, Hertug af Ferrara i 1502.[34]
Kong Christian IV's ekspeditioner til Grønland i årene 1605-1607 kom i stand med henblik på at finde den forsvundne østlige nordbobosættelse og hævde dansk suverænitet over Grønland.[35] Ekspeditionerne mislykkedes, dels på grund af manglende erfaring med vanskelige arktiske is- og vejrforhold, dels fordi ekspeditionernes ledere blev givet instrukser om at søge efter Østerbygden på østkysten af Grønland lige nord for Kap Farvel, som er næsten utilgængelig på grund af drivis. Kaptajnen på alle tre rejser var den engelske opdagelsesrejsende, James Hall.[36]
Efter de nordiske bosættelser døde ud, kontrolleredes området af forskellige inuit-grupper, men den danske regering havde ikke glemt eller opgivet Grønland. Da kontakten med Grønland blev genetableret i det tidlige 18. århundrede, hævdede Danmark således sin suverænitet over øen. I 1721 blev en ekspedition under ledelse af den dansk-norske missionær Hans Egede sendt til Grønland,[37] uvidende om den norrøne bosættelse stadig var at finde på øen. Ekspeditionen kan ses som en del af den danske kolonisering af Amerika, idet Egede anlagde en dansk koloni bestående af handelsstation og mission. Missioner og handelsstationer blev skabt på den danske konges vegne og Grønland blev en del af kongeriget Danmark-Norge. Efter 15 år i Grønland, efterlod Hans Egede sin søn Paul Egede med ansvar for missionen i Grønland og vendte tilbage til Danmark, hvor han etablerede et grønlandsk seminarium. Den nye koloni blev anlagt i Godthåb på den sydvestlige kyst. Efter Hans Egede fulgte Herrnhutternes mission i 1733.[38]
Kielertraktaten til Anden Verdenskrig[redigér | redigér wikikode]
Uddybende artikel: Konflikten om Østgrønland_Greenland._Summer_tents_at_Ammassalik_(9665015564).jpg)
Da Kongeriget Danmark-Norge efter Freden i Kiel i 1814 blev tvunget til at afstå Norge til Sverige forblev de oversøiske områder Grønland, Færøerne og Island under den danske konge.[39]
Efter Norges selvstændighed fra Sverige besatte en gruppe nordmænd med den norske regerings accept dele af Østgrønland i perioden 10. juli 1931-1933[39], de kaldte dette område for Eirik Raudes Land og lod det bestyre af en sysselmand. Dette resulterede i Konflikten om Østgrønland, hvor Danmark indklagede Norge for den internationale domstol i Haag, Holland. Norge tabte sagen ved en kendelse den 5. april 1933, hvorefter landet trak sig ud.[40][41]
Da Danmark blev besat af Nazi-Tyskland den 9. april 1940, blev Grønland styret af Eske Brun.[42] Amerikansk tilstedeværelse i Grønland forsvarede landet mod en mulig invasion af Tyskland.[43] Under krigen forsynedes Grønland med varer fra USA og Canada, idet der solgtes kryolit fra minen i Ivittuut.
Under 2. verdenskrig var Grønland en vigtig mellemstation for de allieredes flytransporter fra USA til England. Siriuspatruljen, der blev grundlagt i 1942, fik til opgave at bevogte de nordøstlige kyster med hundeslæder. Da de fandt adskillige tyske vejrstationer,[kilde mangler] alarmerede de de amerikanske soldater, som derefter ødelagde dem. Efter Det Tredje Riges sammenbrud overvejede Albert Speer kort at flygte i en lille flyvemaskine og skjule sig i Grønland, men han ændrede mening og besluttede i stedet at overgive sig til de allierede.[44]
Grønland havde været et beskyttet og meget isoleret samfund indtil 1940.[45] Grønland var en koloni og man mente, at dette samfund ville blive udsat for udnyttelse eller endda udryddelse, hvis landet blev åbnet. Derfor opretholdes et strengt monopol på grønlandsk handel, der dog blev ophævet i 1950.[46]
Med G-50-rapporten fra 1950 blev de første skridt til moderniseringen af Grønland taget. Grønland skulle være en moderne velfærdsstat med Danmark som forbillede.[39] I 1953 blev Grønland derfor en del af det danske rige og styredes som et amt. Denne periode varede indtil Grønlands Hjemmestyre indførelse i 1979.[39]
Hjemmestyre og selvstyre[redigér | redigér wikikode]
Efter Anden Verdenskrig udviklede USA en geopolitisk interesse i Grønland og tilbød at købe Grønland fra Danmark for USD 100.000.000, men Danmark afslog tilbuddet.[47][48] Men i 1950 tillod Danmark USA at etablere Thule Air Base, der blev påbegyndt i 1951 og afsluttet i 1953, som en del af en NATO's samlede koldkrigs-strategi.
Med grundloven af 1953 blev Grønlands koloniale status ophævet og øen blev et amt i det danske rige, idet grønlænderne fik dansk statsborgerskab. Dette resulterede også i en ændring i den danske politik overfor Grønland; man gik fra kolonialisering til assimilation og danisering. Dansk var embedssprog og grønlændere tog til Danmark for at få en uddannelse. Som et forsøg blev der i denne periode sendt en snes særligt fremmelige børn til Danmark for at lade dem få en dansk skolegang, så de kunne vende tilbage til Grønland som forbilleder. Forsøget er problematiseret i en bog af Tine Bryld og er skildret i filmen Eksperimentet.
Moderniseringen af Grønland vendte et selvforsynende jægersamfund til et urbaniseret lønmodtagersamfund. I perioden 1952-1963 opførtes omkring 3.000 boliger, sygehusene blev udbygget og tuberkulosen næsten udryddet fra 1963. Det førte imidlertid også til en fornyet hævdelse af grønlandsk identitet hos den grønlandske elite, som etablerede en hjemmestyrebevægelse, som nåede sit højdepunkt i 1970'erne.[49] Som en konsekvens af politiske komplikationer i forhold til Danmarks indtræden i EF i 1972, fremmedes ønsket om hjemmestyre, der blev indført i 1979 og gav Grønland begrænset selvstyre med eget parlament, Landstinget, mens Folketinget fortsat havde ansvaret for udenrigspolitik, sikkerhed og naturressourcer. Loven trådte i kraft den 1. maj 1979 og blev overrakt af Dronning Margrethe II ved en højtidelighed i Grønland. Dronningen var og er fortsat Grønlands statsoverhoved. I 1985 ophørte Grønlands EF medlemskab i protest mod unionens fiskeribestemmelser og forbud mod handel med sælskind.[50] Grønland ændrede i forbindelse med medlemskabets ophør, status til et OLT-land med et associeret forhold til EF. Grønlænderne blev OLT-borgere og forblev derfor også unionsborgere i EF, som vi i dag kender som Den Europæiske Union (EU). En folkeafstemning om øget selvstyre[51] blev gennemført den 25. november 2008 og resulterede i et ja.[52]
Den 21. juni 2009 overtog Grønland ansvaret for en række nye områder. Desuden blev grønlænderne anerkendt som et selvstændigt folk i henhold til folkeretten.[53] Danmark har fortsat ansvar for bl.a. udenrigsanliggender og forsvar. Danmark yder Grønland et årligt bloktilskud på 3,64 milliarder kroner (2014)[14] og afholder desuden en række udgifter i Grønland. Hvis Grønland begynder at få indtægter af sine naturressourcer, vil tilskuddet gradvist blive formindsket. Grønlandsk er det eneste officielle sprog i Grønland, men i praksis er dansk meget udbredt.[54][55][56] [57]
Politik[redigér | redigér wikikode]
Uddybende artikel: Grønlands politik
Historisk[redigér | redigér wikikode]
Med gennemførelsen af Lov om Grønlands Hjemmestyre overførtes kompetence og dermed ansvar fra danske politiske myndigheder til grønlandske politiske myndigheder, der overtog såvel det økonomiske som det forvaltningsmæssige ansvar for en række opgaver fra den danske stat.[58] Fra denne dato var det derfor Grønlands Hjemmestyre, der havde såvel den lovgivende som den udøvende myndighed på et antal nærmere definerede områder.[58]
Ved en folkeafstemning om selvstyre i Grønland den 25. november 2008 stemte 75,54% af 21.355 af 28.268 vælgere ja og 6.663 (23,57 %) nej til spørgsmålet om selvstyre. Valgdeltagelsen blev på 71,96%.[59] Ja-stemmerne udgjorde således 54,36% af de 39.285 stemmeberettigede vælgere. Den 21. juni 2009 indførtes selvstyret officielt, idet Dronning Margrethe II overrakte selvstyreloven til Landstingets formand, Josef Motzfeldt.[60] Med selvstyreloven blev grønlandsk gjort til det officielle sprog i Grønland.[61]
I 1985 forlod Grønland efter en folkeafstemning den 23. februar 1982 Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), i modsætning til Danmark, som stadig er medlem.[62] Stemmeprocenten var på 74,9% og 53% var for udtræden, mens 47% var imod.[62] Grønland har indgået et "partnerskab" med EU for perioden 2007-2013 om et beløb på 25 mio. euro indenfor områderne uddannelse, mineralske råstoffer, energi, turisme og kultur, forskning og fødevaresikkerhed.[63]
Aktuel indretning[redigér | redigér wikikode]
Grønlands statsoverhoved er Dronning Margrethe II. Dronningen udnævner en rigsombudsmand, der er stedfortræder for den danske regering og monarkiet. I 2011 blev Mikaela Engell valgt som afløser for Søren Hald Møller.[64]
Grønlands parlament er landstinget (grønlandsk: Inatsisartut), hvor beslutninger, der angår Grønlands indre styrelse, tages. Landstinget har 31 medlemmer og mødes til to samlinger om året, en i foråret og en om efteråret, i Godthåb. Parlamentet er valgt for en fireårig periode.
Landsstyret består af landsstyremedlemmer, der fungerer som ministre for deres ressortområder. Landsstyret ledes af en landsstyreformand, som normalt er lederen af det største parti i landstinget. Den nuværende landsstyreformand er Kim Kielsen fra partiet Siumut.
Siden 1953 har Grønland i henhold til Grundlovens §28 valgt to medlemmer til Folketinget.[65] Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit og Aki Mathilda Høegh Dam fra Siumut repræsenterer efter folketingsvalget den 5. juni 2019 Grønland i Folketinget.[66] De færøske folketingsmedlemmer fra valget i september 2019, Edmund Joensen fra Sambandsflokkurin og Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin, udgør sammen med deres grønlandske kolleger de fire nordatlantiske mandater. Tidligere har der været et samarbejde på tværs af partierne i Den Nordatlantiske Gruppe, men den blev nedlagt efter valget i 2011.[67]
Områder som Grønland og Danmark er fælles om, kan afgøres i samarbejde mellem Landstinget og Folketinget. Disse anliggender omfatter bl.a. udenrigs- og forsvarspolitik, politi og domstole og valuta.
Ved kommunevalg skal man have dansk indfødsret og skal have boet i kommunen i seks uger før valget. Man skal have haft fast bopæl i Grønland i mindst seks måneder forud for valget og have haft fast bopæl i det danske rige i mindst tre år. Ved valg til landstinget skal man ligeledes have boet i Grønland i seks måneder før valget.[68]
De grønlandske kvinder fik stemmeret i 1948. Ti af 31 valgte til landstinget er kvinder, mens de to grønlandske repræsentanter i det danske Folketing er begge kvinder.[69]
Økonomi og erhverv[redigér | redigér wikikode]
Overordnet[redigér | redigér wikikode]
Grønland udgør en lille åben økonomi med en meget kraftig specialisering i fiskeri, hvilket gør landets økonomi ret afhængig af fangstmulighederne og udviklingen i fiskeripriserne på verdensmarkedet.
Grønlands BNP pr. indbygger var i 2015 på 243.000 kr., mens disponibelt BNI på grund af det ret store bloktilskud fra Danmark var på 314.000 kr.[70] Landet befinder sig p.t. i en ret stor højkonjunktur med en økonomisk vækst i 2016 og 2017 på hhv. knap 7 og knap 4 % ifølge Grønlands Økonomiske Råd.[71] Hovedårsagen er en fremgang i fiskeriet, også i de vigtigste arter: rejer, hellefisk og torsk.[70] Rejefiskeriet er kvotereguleret ud fra Grønlands Naturinstituts vurdering af, hvad et biologisk holdbart niveau for fiskeriet er. Råstofudvindingen i Grønland har været svingende, men efter nogle år uden minedrift åbnede en rubinmine i 2017, og en anorthositmine er under anlæg. Den grønlandske finanspolitik vurderes af Grønlands Økonomiske Råd ikke at være holdbar. Andelen af erhvervsaktive i befolkningen forventes at falde, og udgifterne til ældre og sundhed forventes at stige, og udgiftspresset vil ikke være finansieret med de gældende regler. I øjeblikket udgør bloktilskuddene fra Danmark lidt over halvdelen af Grønlands Selvstyres indtægter.[70]
Offentlige finanser[redigér | redigér wikikode]
Den offentlige sektor i Grønland afholdt i 2010 udgifter for 9.386 mio. kr., heraf blev 2.540 mio. brugt i den sociale sektor, mens 1.926 mio. blev brugt på uddannelse og undervisning.[72] Sundhedssystemet er også blandt de ansvarsområder, der varetages af Grønlands Selvstyre; forbruget var i 2010 på 1.294 mio. kr. Den største del af det offentlige forbrug, 3.871 mio. kr., vedrører lønudgifter til offentligt ansatte.[72]
Grønlands offentlige indtægter udgjorde 9.606 mio. kr. i 2010[72] Heraf udgjorde bloktilskuddet fra den danske stat 4.227 mio. kr. eller ca. 44 pct. Denne procentdel har ligget konstant i en længere årrække.[73] Bloktiskuddet svarer til en overførsel på ca. 74.885 kr. pr. indbygger i Grønland. Bloktilskuddet blev ved indførelsen af selvstyret fastfrosset, således at det fremover kun pristalsreguleres.
Grønland har de senere år – med undtagelse af 2009 – haft overskud på de offentlige finanser, således 220 mio. kr. i 2010.[72]
Selvstyrets aktiviteter finansieres af løbende skatter og overførsler fra udlandet[72], herunder bloktilskuddet fra Danmark samt et beløb ifm. salg af fiskerilicenser og den årlige kompensation fra EU, der i 2010 udgjorde 317 mio.[73] De kommunale aktiviteter finansieres primært via kommunale skatter på indkomst og et kommunalt bloktillskud, der i 2010 udgjorde 1.599 mio. kr., fra Grønlands Selvstyre.[72]
Udover bloktilskuddet har staten udgifter i Grønland til en række områder, der ikke er overtaget af selvstyret, fx til politi, domstole, fængsler, fiskeriinspektion, forsvar og forskning.[72] Staten afholdt udgifter for 728 mio. kr. i 2010 i Grønland[72], idet udgifter vedrørende Grønland afholdt i Danmark ikke er medregnet.
Erhvervsliv[redigér | redigér wikikode]
Grønland blev ramt af en økonomisk nedgang i begyndelsen af 1990'erne, men siden 1993 er økonomien blevet forbedret. Der har været ført en stram finanspolitik siden slutningen af 1980'erne, som har bidraget til at skabe overskud på de offentlige budgetter og lav inflation.
Grønlands økonomi er baseret på et snævert erhvervsmæssigt grundlag med fiskeindustrien som den dominerende sektor med godt 90% af landets eksport. Hovedparten af fiskefabrikkerne ejes af Royal Greenland, der ejes af Grønlands Selvstyre. Grønlands Turist- og Erhvervsråd står i spidsen for udviklingen af turismesektoren. De store afstande splitter hjemmemarkedet op i mange små enheder, som har store driftsudgifter.
Der er ikke ejendomsret til jord i Grønland. Man kan bygge parcelhuse, hvis man får en byggetilladelse, da ingen kan købe ejendomsretten til jord i Grønland.[74] Handel og produktion er stadig domineret af selvstyreejede virksomheder som KNI (engros og detailhandel), TELE Greenland, Royal Arctic Line, Arctic Umiaq Line m.fl. Disse bliver i dag drevet som aktieselskaber, hvor selvstyret har aktiemajoriteten.
Trods genoptagelse af flere kulbrinte- og mineral-efterforskningsaktiviteter, vil det tage flere år før en eventuel kulbrinteproduktion kan komme i gang. Grønlands olieselskab, Nunaoil, blev oprettet for at hjælpe med at udvikle en kulbrinteindustri i Grønland.
Geografi[redigér | redigér wikikode]
Uddybende artikel: Grønlands geografi
Grønland er det tredjestørste land i Nordamerika.[75] før Mexico, der har et areal lige under to millioner km². Det ligger mellem den 59. og 84. breddegrad og 11. og 74. længdegrad. Øen afgrænses i syd af Atlanterhavet, i vest af Davis Strædet og Baffinbugten, i nordvest af Smith Sund og Nares Strædet, i nord af Lincolnhavet og Wandelhavet, der begge er en del af Ishavet. Mod øst dannes afgrænsningen af Grønlandshavet og Danmarksstrædet, hvorfra der kun er 240 km til Island. Det nærmeste land mod vest er Canada. Grønland har verdens største nationalpark, er verdens største ø og er det største afhængige territorium i verden. Grønland har tre tidszoner: En for henholdsvis Øst-, Vest og Nordgrønland. I Vestgrønland er zonen GMT minus tre timer, Østgrønland GMT minus én time og i Nordgrønland GMT minus fire timer.
Øen er langs kysten præget af dybe fjorde, høje bjerge og en enorm stor mængde af øer og rev iblandet isbjerge og pakis, der omgiver den. Kystlinjen er på over 44.000 km og øerne strækker sig fra 59° sydlig bredde Kap Farvel til 83° nordlig bredde til øen Kaffeklubben. Grønland er 2.670 km lang og ca. 1.050 km bred. Grønlands sydspids, Kap Farvel, Nunap Isua, ligger på højde med Stockholm og Oslo. Fra Grønlands nordspids, Kap Morris Jesup, er der 740 km til Nordpolen. Grønland er dermed det nordligste landområde på jorden.
Ligesom på Antarktis har der i det indre af Grønland samlet sig enorme mængder af frossen nedbør. På midten er temperaturen næsten konstant under nulpunktet og nedbøren smelter dermed ikke. Lag på lag af sne og is danner den i gennemsnit 1.500 m høje indlandsis, der presser overskydende is, som store og små isbjerge, ud i havet. Kun 410.449 km2 eller 19% af øens areal på 2.166.086 km2 er isfrit, idet indlandsisen dækker alt undtagen en snæver kant langs med randen. Øens højeste punkt er Gunnbjørns fjeld, der er på 3.700 m; størstedelen af Grønland ligger imidlertid under 1.500 meters højde.
Forskere har siden 50'erne ment, at indlandsisen, der dækker landet, faktisk kan skjule tre separate øer, der blev dækket af gletsjere i løbet af den seneste geologiske afkølingsperiode.[76][77][78]
Indlandsisen har et volumen på cirka 2.850.000 km³.[79]
Vægten af den massive indlandsis har udøvet et tryk på det centrale areal, der danner et bassin, der ligger mere end 300 m under havoverfladen.[80][81][82] Isen flyder mod kysten fra midten af øen.
Alle byer og bygder i Grønland er beliggende langs den isfri kyst; befolkningen er koncentreret langs vestkysten. Den nordøstlige del af Grønland er ikke en del af en kommune, men er i stedet for verdens største nationalpark. Mindst fire videnskabelige ekspeditioners stationer og lejre er blevet etableret på indlandsisen i den isdækkede centrale del af Grønland: Eismitte, North Ice, Nord-GRIP Camp og The Raven Skiway. I øjeblikket er der en fast station, Summit Camp, på indlandsisen. Forskerstationen ved Jørgen Brønlund Fjord, der udmunder i Independence-fjorden, var indtil 1950 den nordligste permanente udpost i verden.
Det nordligste Grønland, Peary Land, er ikke dækket af en iskappe, fordi luften er for tør til at producere sne. Hvis indlandsisen på Grønland skulle smelte helt væk, ville havoverfladen stige med mere end 7 m.[83]
Mellem 1989 og 1993 borede amerikanske og europæiske klimaforskere et par 3 km lange iskerner ud af Grønlands indlandsis. Analyser af lagdelingen og den kemiske sammensætning af kernerne har skabt ny viden om klimaændringerne på den nordlige halvkugle i løbet af 100.000 år og vist, at verdens vejr og temperatur ofte har skiftet hurtigt fra en tilsyneladende stabil tilstand til en anden med verdensomspændende konsekvenser.[84] Gletsjere i Grønland bidrager også til en stigning i det globale havniveau med et hurtigere tempo end tidligere antaget.[85] Mellem 1991 og 2004 viste overvågninger af vejret på et sted (Swiss Camp), at den gennemsnitlige vintertemperatur var steget næsten 6 °C.[86] Anden forskning har vist, at højere snefald fra den nordatlantiske oscillation forårsagede det indre af indlandsisen til at blive tykkere med et gennemsnit på 6 cm pr. år mellem 1994 og 2005.[87]
En nylig undersøgelse tyder på, at planeten har været meget varmere for relativt nylig i geologisk tid:
Forskere, der har udtaget prøver på to km fra Grønlands gletsjer for at finde det ældste plante-DNA har sagt, at planeten var langt varmere for hundreder af tusinder af år siden end generelt antaget. DNA fra træer, planter og insekter, herunder sommerfugle og edderkopper, fra isen under det sydlige Grønland blev anslået til at være 450.000 til 900.000 år gammelt, efter resterne hentet fra denne for længst forsvundne boreale skov. Dette synspunkt står i skarp kontrast til det herskende synspunkt om, at en frodig skov af denne art ikke kan have eksisteret i Grønland for 2,4 millioner år siden. Disse DNA-prøver tyder på, at temperaturen formentlig har nået 10 °C om sommeren og -17 °C om vinteren. De angiver også, at i den sidste mellemistid, for 130.000-116.000 år siden, hvor temperaturen i gennemsnit 5 °C var højere end nu, var gletsjerne på Grønland ikke helt smeltet væk.[88]
I 1996 fandt den amerikanske Top of the World-ekspedition verdens nordligste ø ud for Grønland: ATOW1996. En endnu mere nordlig ø blev spottet under ekspeditionens tilbagerejse, men øens status er endnu ikke bekræftet.
I 2007 blev eksistensen af en ny ø kundgjort. Uunartoq Qeqertoq (engelsk: "Warming Island", Opvarmningsøen) har altid ligget ud for Grønlands kyst, men har været dækket af en gletsjer. Denne gletsjer blev opdaget i 2002, da den smeltede, og i 2007 var den fuldstændig smeltet væk, så øen kunne ses i sin helhed.[89] Øen fik status af "Place of the Year" i Oxford Atlas of the World i 2007[90]
Geologi[redigér | redigér wikikode]
Uddybende artikel: Grønlands geologiGrønlands geologiske historie går 3.800 mio. år tilbage og indeholder dannelser fra næsten alle geologiske perioder. Således finder der dannelser fra det tidligste prækambrium.
Spor af liv[redigér | redigér wikikode]
I Isua grønstensbæltet ved Nuuk er fundet af stromatolit-fossiler de næstældste spor af liv på Jorden dateret til at være 3.700 million år gamle, 200 millioner år ældre end tilsvarende fund i Australien.[91]
Grønlands råstoffer[redigér | redigér wikikode]
Der har været kulminedrift på Grønland i mindre grad både i 17-, 18- og 1900-tallet.
Under forhandlingerne om grønlandsk hjemmestyre var spørgsmålet om rettighederne til den grønlandske undergrund – og dermed råstofferne på Grønland – et centralt og vanskeligt forhandlingspunkt. Ønsket om en egentlig overdragelse af rettighederne til råstofferne på Grønlands undergrund fra staten til den fastboende befolkning på Grønland blev fremført med betydelig styrke af de grønlandske forhandlere, men afstanden på dette punkt var så stor, at det eneste mulige resultat viste sig at være det kompromis, der blev resultatet, nemlig at "den fastboende befolkning på Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer". Derfor blev det fastsat ved lov, at "forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse" af de ikke-levende ressourcer fandt sted i henhold til aftale mellem den danske regering og Landsstyret. Bestemmelsen afgør således ikke spørgsmålet om, hvem der har ret til råstofferne, men alene hvem der kan disponere over dem.
For at sikre den politiske ligestilling mellem Grønland og Danmark på råstofområdet blev der etableret fælles beslutningskompetence, så der ikke kunne træffes væsentlige beslutninger på området, uden at der var enighed mellem den danske regering og Landsstyret. I praksis opnåedes dette ved at begge parter kan nedlægge veto, hvis der udstedes en tilladelse til efterforskning eller udnyttelse. Til dette formål oprettedes Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland, der var et dansk-grønlandsk politisk forum, hvor centrale spørgsmål vedrørende råstofområdet drøftedes. Fællesrådets opgave var at følge udviklingen på råstofområdet samt at afgive indstilling til den danske regering og Landsstyret i forbindelse med udstedelse af tilladelser på råstofområdet.
Forvaltningen af råstofaktiviteterne på Grønland har siden 1. juli 1998 været udøvet af Råstofdirektoratet i Godthåb, der var sekretariat for Fællesrådet, i et tæt samarbejde med bl.a. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS), Energistyrelsen og Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Som noget af det første efter selvstyrets indførelse blev råstofområdet hjemtaget og hører i dag under Grønlands ansvarsområder.
Klima[redigér | redigér wikikode]
Klimaet på Grønland er overvejende arktisk. Det vil sige, at middeltemperaturen selv i årets varmeste måned ikke når over 10 °C. I dalene, der ligger i forlængelse af de dybeste fjorde, overstiger middeltemperaturen dog lige grænsen på 10 °C over den nordlige polarcirkel. Landets store udstrækning medfører betydelige klimatiske variationer mellem Nord- og Sydgrønland, men der er også store variationer mellem kystområderne, specielt mellem det område, hvor der er åbent vand hele året, og områder inde i landet.
Det åbne hav virker i sommermånederne afkølende på luften, mens det i vinterperioden virker opvarmende. Derfor er vintrene milde og somrene kølige langs kysten i det sydlige Grønland, mens det langs kysten nord for åbentvandsområdet er kølige somre og kolde vintre. Forskellen mellem vinter- og sommertemperaturer vil endvidere øges desto længere man bevæger sig ind i landet, hvor klimaet bliver fastlandspræget, med varme somre og kolde vintre. Men da luften er tør, virker det ikke så drastisk, som det kan lyde. Således kan man sammenligne temperaturerne for kystbyen Holsteinsborg med temperaturerne for indlandsbygden Søndre Strømfjord, der ligger ca. 150 km fra kysten, men på nogenlunde samme breddegrad som Holsteinsborg. I januar 2003 var middeltemperaturen -12 °C i Søndre Strømfjord, mens den i Holsteinsborg var -7 °C. I juli 2003 var middeltemperaturen 11 °C i Søndre Strømfjord, men kun 7 °C i Holsteinsbrog. Sommertemperaturerne fordelt over hele Grønland er overraskende ensartede på grund af sommerens midnatssol nord for polarcirklen.
Temperatur-ekstremer[redigér | redigér wikikode]
Den 30. juli 2013 måltes den højeste temperatur nogensinde i Grønland; 25,9 °C i Maniitsoq (Sukkertoppen).[92] Der blev målt -69,6 °C den 22. december 1991 inde i landet i 3.105 meters højde ved en vejrmålestation, Klinck, der var opsat midlertidigt, hvor indlandsisens topografiske højdepunkt er. Positionen er 72°18'Nord, 40°28'Vest. En af de laveste temperaturer blev målt til -52,1 °C den 29. januar 1989 i Hall Land i Nordgrønland.[93]
Nedbør[redigér | redigér wikikode]
Nedbørsforholdene varierer betydeligt på Grønland. I Sydgrønland varierer de årlige nedbørsmængder fra ca. 800 til over 1.400 mm. Længere nordpå og inde i landet aftager nedbørsmængderne kraftigt. I de nordligste egne og inde i landet er den årlige nedbør således under 200 mm, mens den enkelte steder, f.eks. i Peary Land, er så ubetydelig, at området kan betegnes som arktisk ørken.
Daglængde[redigér | redigér wikikode]
Dagens længde varierer betydeligt på forskellige lokaliteter i Grønland alt efter årstid. Nanortalik i Sydgrønland og Godthåb i Midtgrønland, der ligger syd for polarcirklen, har ikke perioder med midnatssol eller polarnat og den længste dag for de to lokaliteter er henholdsvis 18,5 og 20,5 timer. Ved polarcirklen vil der være få dage med midnatssol og polarnat. Jo nordligere, jo længere bliver de to perioder. I Ilulissat nord for polarcirklen er der således ca. to måneder med midnatssol og polarnat, I Upernavik ca. tre måneder og i Thule knapt fire måneder.[94]
Transport[redigér | redigér wikikode]
Uddybende artikel: Transport på GrønlandLandstransport[redigér | redigér wikikode]
Der er veje i byerne, men ikke mellem byerne[95], fordi kysten har mange fjorde, der ville nødvendiggøre færgeforbindelser eller broer. Der er dog et relativt veludviklet system af veje i Søndre Strømfjord, ligesom der i et vist omfang findes grusveje i Sydgrønland, mellem fåreholderstederne.[95] Snescooter og hundeslæde er også udbredte transportmidler, men kræver naturligvis et underlag af sne.[96]
Lufttransport[redigér | redigér wikikode]
_parked_at_Kangerlussuaq_Airport.jpg)
De mest udbredte transportmidler er fly og helikoptere.[97] Der er både lufttransport internt i Grønland og mellem øen og andre nationer. Grønland har to store internationale lufthavne, Narsarsuaq der er en tidligere amerikansk luftbase i Sydgrønland,[98] og Søndre Strømfjord, ligeledes en tidligere amerikansk base. Søndre Strømfjord ligger 300 km nord for Godthåb og er Grønlands vigtigste lufthavn.[99] Disse to lufthavne fordeler trafikken til landets øvrige bosteder, idet den videre befordring foregår med mindre fly af DHC-7- eller DHC-8-typen og helikoptere, fx Sikorsky S-61. Ved begge lufthavne bor meget få mennesker,[100] hvoraf de fleste arbejder med at betjene de rejsende. Søndre Strømfjord er gennem de sidste 20 år blevet Grønlands største bygd.[101]. Man har igennem de senere år opnået at almindelige små fly kan lande ved alle byer, hvor man førhen var henvist til dyre helikopterrejser.[102] Flytransport er i høj grad støttet fra det offentlige; rutenettet er delt i en støttet del, der beflyves på såkaldte servicekontrakter med selvstyret, og en kommerciel del, der beflyves som en forretning.[103]
Den vigtigste og største rute går fra Søndre Strømfjord til København. Der er derudover forbindelser til Island og Canada.[104] I maj 2007 igangsatte Air Greenland en sommerrute til og fra Baltimore i USA,[105], men ruten blev indstillet den 10. marts 2008 på grund af finansielle tab.[106] Air Iceland opererer to gange om ugen fra Keflavík til Jakobshavn.[107] Ud over disse ruter er der internationale flyvninger mellem Narsarsuaq og København. Air Iceland driver også ruter mellem Reykjavík og Narsarsuaq, Jakobshavn og Godthåb på vestkysten og Kulusuk og Scoresbysund på østkysten. Der er 12 lufthavne, fem heliporte og 42 helistop i landet. Lufthavnene drives af Grønlands Lufthavnsvæsen.[108]
Skibstransport[redigér | redigér wikikode]
Der er person- og fragttransport med kystnære færger i Grønland. Arctic Umiaq Line sejler en gang om ugen, idet det tager 76 timer at gøre turen i hver retning (fra Jakobshavn i Nord til Narsaq i syd).[109] I Diskobugten kan man sejle med Disko Line mellem flere byer og bygder.[104]
Skibsfarten kan besværliggøres pga. isbjerge og tilfrossent havvand i vintermånederne.[110] Da der er tale om store afstande og ustabilt vejr, må man ofte have tålmodighed, når man rejser i Grønland. Der er havneanlæg i 16 byer, anløbs- og fiskeribroer i 60 bygder.
Kommunikation[redigér | redigér wikikode]
- Telefonlinjer i brug: 23.159 (2007)
- Mobiltelefoner: 53.021 (2007). TELE-POST har lovsikret monopol på mobiltelefoni.[111]
- Radiostationer: AM 5, FM 12
- Radioer: 98 pct. af alle hustande har radio (2002)
- TV-stationer: Kalaallit Nunaata Radioa landsdækkende TV (hjemmeside) samt flere lokale TV-stationer
- TV-apparater: 97 pct. af alle husstande har TV (2002)
- Aviser: Atuagagdliutit/Grønlandsposten (AG) og Sermitsiaq. Aviserne er ultimo 2009 blevet lagt sammen til en koncern, men udgives dog som to forskellige aviser, som udkommer hver en gang om ugen.)
- Internetudbydere: Tele Greenland er langt den største internetudbyder i Grønland. Selskabet er i konkurrence med de mindre udbydere Nanoq Media og Comby (2019).[112][113]
- ADSL-internetbrugere: 10.480 (2007)
Grønlands opdeling[redigér | redigér wikikode]
 | Denne artikel eller dette afsnit er forældet Se artiklens diskussionsside eller historik. |  |
Grønlands befolkning fordeler sig med ca. 50-60.000 indbyggere i 18 byer og ca. 8.517 indbyggere i ca. 60 bygder, som er beliggende på øer eller halvøer, overvejende langs den grønlandske vestkyst. Kun ca. 3.514 mennesker er bosat på Østgrønland, fordelt på to byer og ni bygder. Centraliseringen af befolkningen har medført, at mange mindre bygder ikke har helårsbeboelse mere.
I bygderne varetages opgaverne af en bygdebestyrelse bestående af tre til fem medlemmer. En del af disse bygder er meget små, hvor der typisk bor 30-75 indbyggere, mens der kun er meget få bygder, der har over 200 indbyggere.
| Landsdele, præstegæld og kommuner Grønland er inddelt i landsdelene:
Administrativt er landet siden 1.januar 2018 inddelt i 5 kommuner. Den 1. januar 2009 blev de tidligere 18 kommuner sammensluttet til fire i en grønlandsk pendant til den danske strukturreform. Kommunerne kom til at hedde: Kujalleq, Qaasuitsup, Qeqqata, Sermersooq. Kommunerne blev sammensat som følger:
Fra 1.januar 2018 blev Qaasuitsup kommunia delt i to: en nordlig kommune, Avannaata Kommune, og en sydlig kommune, Qeqertalik Kommune. Qaasuitsup Kommune "Stedet med polarmørke" (på grønlandsk: Qaasuitsup Kommunia) var verdens arealmæssigt største og nordligste kommune på i alt 660.000 km² med 18.243 indbyggere (2008). Kommunekoden var 958. |
Kirkelig opdeling
Folkekirken i Grønland er et stift med biskop. De tre landsdele har hver sin provst. De gamle kommuner er stadig i kirkelig sammenhæng administrative enheder, nemlig de såkaldte præstegæld. Der er således 17 præster, en i hver af de gamle kommuner. Dog omfatter præstegældet i Paamiut begge kommunerne Ivittuut og Paamiut.[115] Det kommunale selvstyre er af væsentlig ældre dato end hjemmestyret. Allerede i 1975 fik kommunerne den grad af selvstændighed de har i dag. Kommunerne opnåede bl.a. ret til at udskrive skatter. De kommunale opgaver er ikke defineret i nogen lov, men kommunerne har – som i Danmark – ret til selv at bestemme hvilke opgaver de vil påtage sig, alene begrænset af lovgivningen. De vigtigste kommunale opgaver er en række tekniske funktioner, sociale opgaver, opgaver inden for kultur, undervisning og idræt samt lokale miljøopgaver. Kommunerne er sammensluttet i de grønlandske kommuners landsforening, KANUKOKA (Kalaallit Nunaanni Kommuneqarfiit Kattuffiat).
De kommunale opgaver finansieres dels ved egne indtægter, i form af skatter, dels indtægter udefra, hovedsagelig i form af bloktilskud fra Grønlands Hjemmestyre. Desuden foregår der en betydelig omfordeling via udligningen af skatter fra de mere velstillede til mindre velstillede kommuner. Desuden opkræves en fælleskommunal skat. Kommunerne er i dag borgernes vigtigste kontaktled til hele den offentlige sektor. Inden for den enkelte kommunes grænser er der desuden en række bygder, hvor kommunalbestyrelsen er ansvarlig for såvel drift som styrelse af disse.
Områder uden for kommunal inddeling
.png)
Områder udenfor kommunal inddeling omfatter:
- Grønlands Nationalpark på ca. 972.000 km² omfatter hele den nordøstlige del af landet
- Hans Ø er den nordligste ø i Kennedy-kanalen. Både Canada og Danmark gør krav på øen
- Franklin Ø er den midteste af de tre øer i Kennedy-kanalen mellem Grønland og Ellesmere Island
- Crozier Ø er den sydligste af tre øer i Kennedy-kanalen
- Kaffeklubben er opkaldt efter en uformel kaffeklub på Geologisk Museum på Københavns Universitet
- Eirik Raudes Land, fra 1933 Kong Christian X's land
- Thule Air Base i Pituffik
- Peary Land er en halvø i det nordlige Grønland opkaldt efter Robert E. Pearys ekspedition 1891-1892
- Prins Christians Sund (grønlandsk: Ikerasassuaq) er en vejrstation øst for Grønlands sydspids Kap Farvel
Kultur[redigér | redigér wikikode]
Befolkning[redigér | redigér wikikode]
Grønlands befolkning er et multietnisk folk, overvejende af blandet inuit og nordeuropæisk oprindelse med en større dansk etnisk minoritetsgruppe. Det er kun 140 år siden, den sidste indvandring fra Canada fandt sted. Vestgrønlænderne er mere blandet med europæerne end øst- og nordgrønlænderne. Flertallet af det grønlandske folk har grønlandsk som modersmål, mens et mindretal af de etniske grønlændere, udover den danske minoritet, har dansk som modersmål.
Den hurtige udvikling i Grønland har betydet radikale ændringer i den traditionelle familiestruktur, der har resulteret i, at der er opstået mange sociale problemer, som Grønlands befolkning har fælles med andre befolkninger, der har gennemlevet lignende samfundsmæssige forandringer.
Der var 56.742 indbyggere i 2012, og befolkningstætheden var på 0,14 pr. km² isfrit areal. Heraf bor 16.181 personer i Godthåb. 88,3 procent af befolkningen på Grønland er født i Grønland, mens 11,7 procent er født uden for Grønland. Der findes ikke befolkningstællinger baseret på folks etniske tilhørsforhold.
I 2007 fik Den Nordatlantiske Gruppe lavet en undersøgelse af grønlændere i Danmark, der viste, at der er ca. 13.200 personer af grønlandsk herkomst af første og anden generation i Danmark. I den første generation er ca. 1/3 mænd og 2/3 kvinder.[116] Hvert år får De Grønlandske Huse også foretaget en optælling af antallet af grønlændere i Danmark. Her medregnes alle personer, der er født i Grønland. I 2011 var dette tal på knap 14.700 personer. Tallet har været støt stigende de seneste år og er steget med 1.200 personer siden 2007.
Specielt tidligere i 17-1800-tallet var der mange blandede norsk-grønlandske par, og blandt blandingsslægterne kan nævnes Dalager-, Egede- og Motzfeldt-slægterne. Baggrunden er, at koloniembedsfolkene frem til 1814 var for en stor dels vedkommende fra Norge. Mange af de tyske familienavne i Grønland, som f.eks Chemnitz, Kleist og Kreutzmann, stammer fra koloniembedsfolk med tysk baggrund (fra før 1864), specielt fra Slesvig-Holsten (Hertugdømmerne), som giftede sig med grønlandske kvinder. Men der sås også navneadoption fra specielt de kristne Herrnhut-missionærer Herrnhuter. De tyske missionærers efternavne blev således i flere tilfælde overtaget af grønlandske familier som familienavne.
Der forekommer en stor andel af selvmord på Grønland.
Kultur[redigér | redigér wikikode]
Uddybende artikler: Grønlandsk køkken, Grønlandsk musik og Grønlandske kunstnere
Kultursammenstødet mellem nordboerne og inuit dokumenteres af arkæologiske fund, fx er et fragment af en ringbrynje fundet i Grønland,[117] mens en figur af hvalrostand er blevet fundet i Bergen.[118] Begge genstande er klare vidnesbyrd om samhandelen.
Inuit-kulturen dominerede dog øen fra slutningen af middelalderen til rekoloniseringen i det tidlige 18. århundrede, hvor den europæiske kultur blev genindført. I dag er den grønlandske kultur en blanding af traditionel inuitkultur og dansk kultur:[119]
"...[K]ategorierne 'grønlandsk' og 'dansk' [er] ikke entydige, afgrænsede kategorier – qua koloniseringen er den moderne grønlandske kultur en blandingskultur, og stort set alle grønlændere har danskere i slægten."
Grønlands musikkultur[120] omfatter populære bands og kunstnere, bl.a. Chilly Friday (rock), Siissisoq (rock), Nuuk Posse (hiphop) og Rasmus Lyberth, som deltog i det danske melodigrandprix i 1979 med en sang på grønlandsk.[121] Simon Lynge er den første kunstner fra Grønland, der har fået et album udgivet i Det forenede Kongerige, og som også har optrådt på den britiske Glastonbury Festival. Grønlandsk musik omfatter også traditionel musik, der i vid udstrækning baseret på sang og trommer.
Uddannelse[redigér | redigér wikikode]
Den grønlandske uddannelsessektor er opdelt i grundskoleuddannelser, studieforberedende uddannelser, erhvervsuddannelser og videregående uddannelser.[122]
I den grønlandske folkeskole er der 10 års undervisningspligt, og skolen er opdelt i et yngstetrin for de første tre år, et mellemtrin der dækker de næste fire år og et ældstetrin, der varer tre år.[122] Der er trintest efter yngste- og mellemtrinnet.[122]
Grønland har haft ansvaret for folkeskolen siden 1. januar 1980.[123]
Der findes studieforberedende uddannelser i hele landet. Der er en handelsskole og et gymnasium i Julianehåb, en handelsskole og et gymnasium i et Godthåb, et gymnasium i Egedesminde og et kombineret teknisk og alment gymnasium i Holsteinsborg. Der udbydes desuden gymnasiale suppleringskurser i Sukkertoppen og i Holsteinsborg.[122] Alle studieforberedende uddannelser er dansksprogede.[122]
Erhvervsuddannelse består af skole- og praktikophold og varer typisk fra to til fem år.[122] En række uddannelser har indbygget skole- og praktikophold i Danmark; nogle uddannelser foregår udelukkende i Grønland. Skoleophold i Grønland gennemføres på brancheskolerne og på praktikpladser på grønlandske virksomheder.[122] Brancheskolerne omfatter handelsskolen i Julianehåb, Levnedsmiddelskolen INULI, Grønlands Maritime Skole, handelsskolen i Godthåb, Center for Sundhedsuddannelser, Bygge- og Anlægsskolen, Jern- og Metalskolen samt Fisker- og Fangerskolen.[124]
Videregående uddannelse i Grønland er som i Danmark delt i tre typer:[122]
- Korte (akademimerkonom, procestekniker og serviceøkonom)
- Mellemlange (journalist, lærer, socialpædagog, socialrådgiver og sygeplejerske)
- Lange (samfundsvidenskab, teologi, arktisk teknologi, kultur- og samfundshistorie samt sprog, litteratur og medier)
De videregående uddannelser kan bl.a. tages på Grønlands Universitet.
Herudover er der mulighed for at søge optagelse på uddannelser i Danmark og i andre lande.[122]
Religion[redigér | redigér wikikode]
Den traditionelle grønlandske religion, som inuiterne før i tiden praktiserede, har i nutiden kun en begrænset indflydelse. Leif Eriksson bragte år 1000 kristendommen til Grønland, men først med Hans Egede begyndte man at omvende inuitter til kristendommen fra 1721.
98% af befolkningen er protestanter og 95% af den grønlandske befolkning er evangelisk-luthersk. Biskoppen vurderer, at 85% af den grønlandske befolkning er medlem af den danske folkekirke.[125] Der findes også mindre religiøse samfund, som katolikker, baptister, Jehovas vidner og tilhængere af Bahai.
Det Ny Testamente blev oversat til grønlandsk mellem 1766 til 1893, og den første oversættelse af hele Bibelen blev afsluttet i 1900. En ny oversættelse blev afsluttet i 2000.[126]
I 1993 blev Grønland et selvstændigt stift. Nærmere regler for kirken i Grønland fastsættes af landstinget. Sagsområdet er et eksempel på et område, der er fuldstændig overgået til selvstyret. Da folkekirken er en del af grundloven kan lovgivningen for den grønlandske kirke ændres af landstinget inden for disse brede rammer. Der er p.t. ikke vedtaget en forvaltningslov for kirken i Grønland og derfor er der opstået en ret speciel praksis. De grønlandske provstier har eksempelvis selvstændige hovedkonti til egen drift og provstiets præstelønninger, og forhandler direkte med centraladministrationen herom, som ét eksempel på et krydsfelt uden afklaring. Biskoppen fører altså tilsynet med den gejstlige betjening, men kan grundlæggende ikke ”gøre noget ved det” dersom et område findes at skulle betjenes anderledes, idet provstens selvstændige bevilling bliver bestemmende for hvad der skal ske. Den grønlandske kirke forvaltes altså p.t. på provsteniveau. Der er imidlertid en forvaltningslov i støbeskeen der dog ikke har været til vedtagelse endnu.[127]
Sprog[redigér | redigér wikikode]
Uddybende artikel: Grønlandsk (sprog)De to fremherskende sprog på Grønland er grønlandsk (kalaallisut) og dansk. Kalaallisut er et inuitsprog, og dansk er et germansk sprog. Grønlandsk er det sprog af de eskimoisk-aleutiske sprog, som tales af flest.
Kalaallisut indeholder tre indbyrdes relativt forskellige hoveddialekter: Østgrønlandsk (tunumiutut), vestgrønlandsk (kitaamiutut), og nordgrønlandsk (avanersuarmiutut).[128] Vestgrønlandsk er det dominerende sprog, men ifølge UNESCO er dialekten sårbar (vulnerable), mens de to øvrige er i regulær fare (definitely endangered).[129]
Både grønlandsk og dansk har været anvendt i offentlige anliggender siden indførelsen af hjemmestyret i 1979, og størstedelen af befolkningen kan tale begge sprog. Grønlandsk blev det eneste officielle sprog i juni 2009.[130] I praksis er dansk stadig meget udbredt i administrationen, som et sprog for videregående uddannelse,[131] men også som den første eller eneste sprog for dele af befolkningen i Godthåb og andre større byer. En debat om den rolle, grønlandsk og dansk skal have i fremtidens samfund er i gang.[132] Landet har ingen analfabetisme.[133]
Man kan studere vestgrønlandsk på Eskimologi og Arktiske Studier på Københavns Universitet[134].
Der undervises i engelsk i grønlandske skoler, og sproget bruges som tredje sprog.[135]
Sport[redigér | redigér wikikode]
Uddybende artikler: Grønlands Boldspil-Union og Grønlandsmesterskabet i badminton
Fodbold er Grønlands nationalsport. Sporten er organiseret i Grønlands Boldspil-Union (Kalaallit Nunaanni Arsaattartut Kattuffiat), der dog ikke er medlem af FIFA.[136] Grønland er derimod det 17. medlem af NF-Board.[137] Grønland lavede i 2015 en samarbejdsaftale om at anlægge fire til seks kunstgræsbaner frem mod 2025.[138]
Grønland deltager i Island Games og Arctic Winter Games. Begge afholdes hvert andet år. I 2002 afholdt Godthåb AWG sammen med Iqaluit i Nunavut.[139] Deltagerne vandt Hodgson-trofæet for sportsånd i 1994 og 2002.[140]
Nenhum comentário:
Postar um comentário